DA

At miste forstanden

af sofie wild

Hun havde længe vidst, at hun var ved at miste forstanden. Det var kommet snigende. Vinden havde siden foråret hvisket til hende, at noget stort var nært forestående. Når hun passerede hunde, så hun det i deres blanke blikke, tydeligt som havde de åbnet gabet og fremsagt med ord, hvordan de for mange år siden luskede gennem Kabuls gader eller strejfede langs Venedigs kanaler eller vogtede ved gamle bopladser, hvor husene ikke bestod af andet end strå og ler. Sankthans aften var en dunet duefjer dalet direkte ned i hendes åbne hånd. Derfor kom det ikke videre bag på hende, at skikkelsen dukkede op i hendes sovekammer den nat, hvor vinden fik skodderne til at klapre og ilden fik stearinlysene til at svaje. Dagen havde ellers været det modsatte af bemærkelsesværdig. Som altid holdt hun sig indendørs med skodder og gardiner trukket for – med undtagelse af spadsereturen, hvor hun dækket af en tyk kappe med nedslået hætte, kiggede på de forbipasserendes fødder eller ned i småbørns nysgerrige ansigter. I dag havde hun købt en pose med sukkerristede mandler, som hun med behandskede hænder spiste en lille håndfuld af og derefter rakte til en spritter.

Hjemme stod en tjenestepige klar, hun lod sig afklæde, og fortrak til sit kammer, hvor hun lå bøjet ind over et blank stykke pergament, indtil det brændte bag øjenlågene og mørket stak sine lange skygger ind under de tunge gardiner. Aftensmaden bestod af kaninstuvning, hvilket den ofte gjorde, fordi hendes far holdt af kaninjagt, så det var heller ikke usædvanligt, selvom der ved nærmere eftertanke flød en kaninfod rundt i stuvningen, kokkepigen af uransagelige årsager havde overset, og det i sig selv burde have forsikret hende om, at hendes forstand nu for alvor stod til aftælling og havde gjort det i mange måneder. Fordi hun havde fået rigelig tid til at forberede sig, tog hun det med uforbeholden ro, at en ånd havde besluttet sig for at aflægge hende et besøg. Det kunne måske endda være et menneske og slet ikke en ånd, eftersom det i kraft af sindssyge kunne være svært at kende forskel. Det havde hun i hvert fald ladet sig fortælle. Hun var dog rimelig overbevidst om, at den gennemsigtige skikkelse, der havde taget plads i skrivebordsstolen, som var fremstillet af mørk mahognitræ, var en ånd, for den var grå som uld, og sitrede som røg, og dens blik var klarere end noget andet blik, hun havde set. Øjnene, hvis man da kunne kalde dem det, lå som to solide, kulsorte perler midt i alt den grå flydende substans. På det tidspunkt, den dukkede op, havde hun lagt sig i seng, løsnet håret og trukket natkjolen over hovedet. Den var hvid som mælk, og efter hendes mening stod den pænt til hendes hud, men det var trods alt stadig en natkjole af tyndt stof, der i den rigtige belysning afslørede både kønshår og brystvorter, så derfor trak hun silkedynen op til brystet, og satte sig bedre til rette med en pude i ryggen.

“Hvem er du?”, spurgte hun, og forsøgte hverken at lade nysgerrighed eller irritation over at blive forstyrret, netop som søvnen skulle til at indfinde sig, skinne for kraftigt igennem.

“Jeg er her for at vejlede Dem.”

Stemmen var blød og fast, og det overraskede hende, at det lød som om, den kom fra en kvinde. Ånden kunne være en kvinde. Ansigtet hverken be- eller afkræftede det. Det var et smukt ansigt; symmetrisk med et stærkt kæbeparti og bløde læber. Håret vejrede som alger og syntes at vokse ubrydeligt opad, inden det som røgsøjler blev kappet og forsvandt. Det var vanskeligt at afgøre, hvad tøjet var lavet af, eftersom det besad samme uforanderlige karakter som resten af skikkelsen, men det kunne se ud som en simpel bomuldstrøje med puffede ærmer og et par løstsiddende bukser.

“Ak ja, min sindssyge,” sagde hun tappert og foldede hænderne på skødet over silkedynen.

“Kald det, hvad De vil. Det ville jeg dog ikke kalde det. Snarere tværtimod. Og kald mig endelig du,” sagde ånden.

“Jaså, hvad ville De så kalde det?”, spurgte hun skarpt og en smule indigneret over allerede at være blevet irettesat. Hun havde desuden ikke tænkt sig at se bort fra basale formaliteter så tidligt i deres bekendtskab.

“Indsigt.”

“Jaså, og hvordan vil De gøre det? Og hvorfor skulle jeg få det?” tilføjede hun, da det gik op for hende, at det lød som en meget fornem gave.

“De er den rette til at modtage den. Eller til at gøre forsøget. Er De parat?”, spurgte ånden.

“Er der ingen forberedelser, der skal gøres?”

Skikkelsen rejste sig i en glidende bevægelse. Med en næsten hypnotiserende langsommelighed gik den fra lys til lys og kvalte flammen med tommel og pegefinger, indtil kammeret til sidst lå i fuldkommen mørke bortset fra den stribe månelys, som krøb ind under den bredeste af skodderne og delte den i to. Da et vindstød tvang sig ind blafrede både lys og ånd.

“Hvad har De af meninger om disse?”, spurgte skikkelsen og rettede sit sorte blik mod hende.

Hun rynkede panden omgående irriteret på sig selv, fordi det var et spørgsmål, hun aldrig havde funderet over. Det tvang hende til at indrømme, at hun ikke besad særlig mange meninger om lige netop stearinlys.

“Jovist, De gør. Start fra begyndelsen.”

Idet ånden sagde det sidste ord, tændtes et af lysene og indgød til at lade sig betragte, så det gjorde hun, dog efter først at have bemærket, at der ikke blev kastet en skygge på skikkelsen. Skæret gik lige igennem ånden og oplyste i stedet stolen, hvis blanke træ fik det til at se ud, som om flammen dansede på den.

“Joh, de lyser.”

“Hvordan?”

“Det er jo ild.”

“Akkurat. Ild.”

For første gang smeltede smilet, som havde blinket i øjnene ned på munden, og hun mærkede en mærkelig varme, der gav hende mod til at fortsætte.

“Ild brænder.”

“Hele skove kan den fortære, Rom åd den op, mens Nero spillede.”

“Ah ja, det er en myte, for violinen var slet ikke opfundet på Neros tid,” udbrød hun med stor begejstring over at være i besiddelse af viden, som skikkelsen ikke kendte til

“Nero er i sig selv en myte. Og en effektiv en af slagsen. Men tilbage til lyset. Hvor er ilden nu?”

“På væggen”, svarede hun, og var kun en smule skuffet over, at hun ikke at have fået mere tid til at udfolde sin viden om de gamle romere.

“Netop, ilden er fanget lige her.”

Skikkelsen kærtegnede den lille flamme, der nydelsesfuldt svajede under dens kærtegn.

“Så lille og skrøbelig. Og meget smuk, synes De ikke?”

Hun nikkede. Med rolig hånd fejede skikkelsen stagen til gulvet. Flammerne tog omgående fat. Grådigt satte de tænderne i det ægte persiske tæppe, som papa havde haft med sig fra Indien, og voksede sig så store, at spidserne kunne anes over sengekanten, som ellers var meget høj. Hun gispede og tænkte ved sig selv, at det velsagtens var passende, at hun skulle dø i et flammehav som så mange sindslidende kvinder før er gået bort. De arme sjæle blev ikke engang skænket det privilegium at brænde op derhjemme, ilden åd dem i det fri, mens en stor menneskemængde så på og frydede sig over deres lidelser. Pludselig blev hun hevet tilbage i nuet, hvor en voldsom varme fik hendes hud til at strammes om knoglerne, men hendes tanker vandrede igen tilbage til heksene på bålet, og hun forestillede sig, at deres knogler måtte have lagt tilbage. Intakte. Det gav hende en form for trøst, som vedblev, da ilden kastede sine lange arme op på sengen og kravlede mod hende med rædselsvækkende hast. Den snerrede. Flammehår og hænder gled ud i ét, mens den hagede sig fast og tvang sig nærmere, så hun krøb helt op af sengegærdet. Netop som den var tæt nok på til at sætte sine krumme kløer i hende, flød en bølge af grå røg ind og sugede ilden op, som sand suger vand, og flammerne forsvandt. Ikke en eneste sodplet lå tilbage. Skikkelsen nikkede anerkendende.

“Meget flot. Kom nu hen til mig.”

Den satte sig i skrædderstilling på gulvet. Hun gjorde, som hun fik besked på og satte sig i samme stilling, men spejlvendt. Så tæt på ånden bemærkede hun, at den duftede af blomster. Lavendel for at være mere præcis, og det fremkaldte minder fra barndommen, hvor hun plejede at strejfe omkring i haven, som strakte sig i uendelighed, og hvor lavendelblomsterne, når de stod i flor, tiltrak de fede humlebier, som grådigt hoppede fra blomst til blomst og som summede så lystigt, at man skulle tro, det var den eneste lyd, der fandtes i hele verden. Skikkelsen tog stagen, tændte atter flammen ved forsigtigt at vippe med hånden, som man ville gøre, hvis man kaldte nogen til sig og placerede den på gulvet foran sig.

“Nu ved jeg, at De kan forholde Dem i ro. Gør brug deraf om et øjeblik.”

I næste nu åbnede et hul i mellem dem så sort og bevægeligt som det mørkeste hav. En kold vind susede dernede og truede med at trække hende til sig. Den påvirkede hverken skikkelsen, som ellers ville gå i opløsning, ej heller stagen, der stod så solidt på hullet, som den havde gjort på gulvet.

“Husk at trække vejret,” sagde skikkelsen.

Så lænede den sig forover, fløj gennem lysestagen, der et kort øjeblik lignede grumset glas, og forsvandt ned i hullet. Først da mærkede hun kulden derfra. Det sugede og sugede. Trækkræften blev stærkere for hvert åndedrag. Hun greb ud efter stagen. En knugende lettelse fulgte, da hun var i stand til at flytte den. Udstrakt på maven førte hun den ene fod rundt om sengestolpen, greb fat i kanten af hullet og stak sit hoved ned i mørket. Håret blafrede om hendes ansigt og blokerede en del af udsynet, men det havde ingen betydning, for selv med lyset kunne hun ikke se andet end uendeligt mørke, der vred sig om sig selv. Glimt af blå, lilla og grå pulserede i bunden af mørket som gigantiske, glinsende slanger, der bed i hinandens haler. Hun trak hovedet til sig og kravlede hen til væggen med det brændende lys knuget ind til brystet. Det gjaldt hendes forstand, men hun ville hellere dø end at falde ned i hullet. Hun ville hellere, at flammeheksen skulle vende tilbage og fortære hende. Midt i sin panik gik et lys op for hende, og med bankende hjerte kiggede hun på den lille flamme, der rummede alle farver. Den sværgede hende troskab, og hun behøvede blot at vise den tillid. Åndens stemme lød som et ekko i luften:

”Husk at trække vejret.”

Det gjorde hun. Langsomt og behersket. Ind og ud. Hun lukkede øjnene. Ind og ud. Hænderne rystede voldsomt, men faldt gradvist til ro ved hver udånding, der som flammens lys sendte bølger af sindsro gennem hende. Ind og ud. Hun førte flammen op til spidsen af sit lange hår, og det knitrede, da den tog fat og hurtigt bredte sig som en varm hjelm over hovedbunden. Ilden åd ansigtet, halsen, brystet, armene, maven, kønshårene, hvor flammerne slikkede som våde orme, videre til lårene, underbenene og til sidst fødderne, indtil hun var et glødende flammehav. Med tæerne så tæt på hullet som muligt lagde hun an til det sidste skridt og i det hun faldt ned, trak hun benene op under sig og lagde dem over kors. Hendes brændende krop kastede kaskader af lys omkring sig, og mørket, der omgav hende, blev til bølger af lilla og blå. Hun faldt og faldt – og så med ét gik flammerne ud. Vinden hørte op. Der var ikke andet end stilhed og stilstand. Da hun forsøgte at kigge omkring, var det kun øjnene, der bevægede sig. Hovedet sad fast. Der var alligevel ikke noget at se. Kun mørke så langt øjet rakte, hvilket var meget kort.

”Ind og ud.”

Sådan lød de ord, som i det samme rungede alle vegne fra i ekkoer som riller i vand. Ind og ud. Hendes lunger kunne også bevæge sig, og det var dem, der nu ved egen kraft skiftevis ekspanderede og trak sig sammen. Med en langsommelighed, der situationen taget i betragtning var yderst prisværdig, blev de ved meget længe i samme rytme. Det var svært at afgøre hvor længe, men det føltes, som om det fortsatte for evigt. Ind. Ud. Ind. Ud. Ind. Ud. Et sæt gennemsigtige hænder greb fat om hendes ansigt, det velkendte ansigt, åndens smukke ansigt, svævede lige ud for hendes eget, og hendes krop blev blidt vendt til oprejst position.

“Velkommen,” sagde den.

Hun vrikkede først med fingrene, de adlød omgående, så med tæerne, og så baskede hun med armene. Let som en leg – som at svømme, men uden vandets tyngde. Med et hujende hvin kastede hun sig fremad i mørket, mærkede vinden mod sit ansigt, krængede kroppen, fløj først den ene vej, så den anden, skar som den skarpeste knivsæg, svævede som den letteste fjer, faldt som den tungeste sten, og ikke et øjeblik frygtede hun at ramme noget. Om hendes øjne var åbne eller lukkede, havde ingen betydning. Lige dér gik det op for hende, at det alt sammen havde været værd at miste sin forstand for.