Der er hverken løsninger eller klare konklusioner at hente i Lukas’ digte. I stedet forankrer de sig i det ukomfortable, det tvivlende og det smukke ved at være på en rejse, hvor det føles som om, festen aldrig stopper, og hvor man aldrig ved, hvem man vågner op som næste dag.

Det er i denne uforudsigelighed og gentagne rytme, at følelser forandrer sig, og samtidig fastholdes udtryk og ord i stram form. De skarpe kontraster gør digtene levende og vibrerende som tidløse åbne sår, der aldrig lukkes.